Susan Haladyn, født 1947 i England. Uddannet i reklamebranchen og arbejdet som porcelænsmaler på ”Royal Copenhagen”.

Min tilgang til at tegne og male kom allerede i barneårene, hvor begge mine forældre var tegnere. Hele min familie har på een eller anden måde været præget af et kreativt gen. Også mine voksne børn har taget det med ”i bagagen”. Samt – i øvrigt - min mand med sin kunstneriske fotografering.

Igennem flere år har jeg – som bestillingsarbejde – kreeret gratulerings- og menukort, invitationer, vignetter etc. Endvidere arbejdet lidt med découpage og akvarel. Jeg har også i en periode været optaget af at lave et stort antal collager. Men nu og inden for de sidste mange år har jeg virkelig ”fundet lykken” ved at udtrykke mig med acryl på lærred – ofte med mixed media, tekstiler og spartelmasse, som giver den rigtige dybde og tekstur.

Mine billeder er som oftest nonfigurative/abstrakte og rummer ofte det grafiske i sort/hvidt samt lidt ”dyreprint”relateret et sted i helheden. Jeg er begejstret for fugle, stiliserede blomster og en masse symbolik samt indslag med lidt skriftsentenser.

Mit farvevalg er ret varieret, men der anvendes oftest gyldne, brune og diverse blå nuancer. Dog har jeg på det seneste eksperimenteret med lidt i den røde farveskala.

Inspirationen til mine billeder finder jeg specielt i hverdagsting, stemninger og rejser. Jeg kan blive helt ”høj” af at male og lader mig ofte også inspirere af musik. Bl.a. ”Doors”, Eric Clapton, ”Sting” og blues har været ”baggrund” for mange af mine billeder.

Kort sagt bearbejdes mine hverdagsindtryk sig i mit billedlige udtryk.